Om kroppens lymfesystem
Lymfesystemet består af tynde årer (lymfekar) og lymfeknuder, der transporterer overskydende væske (lymfe) fra væv og organer tilbage til blodet.
For at forstå hvordan et lymfødem opstår, kan det være en hjælp at vide, hvordan lymfesystemet fungerer. Et beskadiget eller svækket lymfesystem kan nemlig medføre, at lymfevæske hober sig op og danner en hævelse (et ødem).
Kroppens celler får ilt og næringsstoffer gennem vævsvæske, der siver fra blodkarrene. Bagefter bliver den overskydende væske optaget af lymfekarrene, som transporterer lymfevæsken tilbage til blodbanen igen.
Lymfevæsken fjerner affaldsstoffer fra cellerne samt bakterier og virus. Lymfevæske optager desuden protein og fedt fra tyndtarmen, når vi har spist.